UCLA Loneliness Scale (UCLA-ensomhedsskalaen) – her får du en faglig gennemgang af, hvad instrumentet måler, hvem det er udviklet til, hvordan det udføres og scores, og hvordan resultatet tolkes. Du får også et overblik over evidensen og over rettigheder og danske versioner. Nederst finder du kilder og relaterede måleredskaber.
Hvad måler UCLA-skalaen?
UCLA Loneliness Scale vurderer subjektiv ensomhed ved at måle individets oplevelse af social isolation og mangel på tilfredsstillende sociale relationer. Skalaen anvendes hyppigt inden for psykiatri og gerontologi for at identificere risikopersoner, hos hvem ensomhed kan bidrage til udvikling eller forværring af psykosociale lidelser såsom depression og angst. Formålet med instrumentet er at give et kvantitativt mål, som kan anvendes til at monitorere effekten af interventioner målrettet forbedring af socialt samspil og trivsel, samt at understøtte forskning i folkesundhed og samfundsmedicin, hvor ensomhed indgår som en væsentlig risikofaktor for både mental og fysisk helbred.
Hvem er UCLA-skalaen udviklet til?
UCLA Loneliness Scale er indiceret til voksne og ældre patienter samt specifikke befolkningsgrupper, der oplever social isolation eller psykosocial stress. Skalaen anvendes primært i kliniske sammenhænge, hvor der er mistanke om eller dokumenteret depression, angstlidelser eller kroniske sygdomme med tilknyttet social tilbagetrækning, såsom hjertesvigt og neurodegenerative lidelser. Desuden er værktøjet relevant i rehabiliteringsforløb og ældrepleje, hvor vurdering af social trivsel og psykisk velbefindende er central for behandlingsplanlægning og monitorering af effekt. Skalaens valide og pålidelige måling af subjektiv ensomhed gør den velegnet til både tværsnits- og longitudinelle studier inden for sundhedssektoren.
Sådan udføres og scores UCLA-skalaen
UCLA Loneliness Scale består af 20 punkter, der måler individets subjektive oplevelse af ensomhed og social isolation. Spørgsmålene fokuserer på aspekter som manglende sociale relationer, følelser af isolation samt tilhørsforhold i dagligdagen. Respondenten skal besvare hvert spørgsmål ved hjælp af et 4-punkts Likert-skala svarformat, hvor svarmulighederne spænder fra “Aldrig” til “Ofte”. Skalaen anvendes hyppigt i undersøgelser af psykiske lidelser samt i populationsstudier, hvor man ønsker at undersøge sammenhænge mellem ensomhed og fysiske kroniske sygdomme. Dataindsamlingen bør gennemføres i et roligt og upåvirket miljø for at sikre ærlige og pålidelige svar. Ved scoring tillægges hver svarmulighed en numerisk værdi, og højere totalscore indikerer øget oplevelse af ensomhed.
Sådan tolkes resultatet
Resultaterne af UCLA Loneliness Scale kvantificeres typisk ved en sumscore, som spænder fra 20 til 80, hvor en højere score indikerer øget oplevet ensomhed. Referenceintervallerne kan variere afhængig af populationen, men scores mellem 20-34 betragtes normalt som lav ensomhed, 35-49 som moderat og over 50 som høj ensomhed. Fortolkningen af disse resultater bør ske under hensyntagen til patientens alder, sociale kontekst og eventuelle komorbiditeter som depression eller kognitiv svækkelse, hvor ensomhed udgør en risikofaktor. Praktisk betyder en høj score for sundhedspersonalet, at der er behov for yderligere vurdering og eventuelt intervention for at reducere sociale isolationsfaktorer og dermed forebygge negative helbredskonsekvenser. For eksempel kan en patient med en score på 55 indikere markant ensomhed, hvilket kræver målrettede sociale eller psykosociale tiltag.
Hvad siger forskningen om UCLA-skalaen?
UCLA Loneliness Scale, udviklet af Russell, Peplau og Cutrona i 1978, er en af de mest anvendte psykometriske måleinstrumenter til vurdering af subjektiv ensomhed. Skalaens validitet er veldokumenteret gennem adskillige studier, der har demonstreret høj intern konsistens (Cronbach’s α ofte over 0,90) samt stabil test-retest reliabilitet. Derudover viser konvergent validitet sammenhæng med relaterede konstrukter som depression og social isolering. Skalaen er blevet brugt i store epidemiologiske studier og kliniske populationer, hvilket har bidraget til forståelsen af ensomhed som en risikofaktor for både hjerte-kar-sygdomme og kognitiv svækkelse. Dens videnskabelige evidens understøttes endvidere af multidimensionelle analyser, der sikrer, at måleinstrumentet præcist afspejler den komplekse psykosociale konstruktion, som ensomhed udgør.
Måleegenskaber: hvor præcist måler UCLA-skalaen?
UCLA-skalaen bruges primært til at beskrive sværhedsgrad eller funktion og til at følge udviklingen over tid – ikke til at stille en diagnose. Følsomhed og specificitet er derfor kun relevante, hvis instrumentet bruges med en fast grænseværdi til at identificere en bestemt tilstand. Ved opfølgning er det vigtigere at kende instrumentets reliabilitet, dets evne til at registrere ændringer og den mindste klinisk relevante ændring (MCID) i den aktuelle patientgruppe.
UCLA-skalaen: rettigheder og kilder
Herunder finder du links til materiale om UCLA-skalaen, fx valideringsstudier, vejledninger og præsentationer på engelsk og dansk.
UCLA-skalaen er ophavsretligt beskyttet (Russell 1996). Instrumentet må typisk bruges i klinisk praksis, men kopiering, gengivelse og kommerciel brug kræver tilladelse fra rettighedshaveren. Hent derfor den officielle version hos rettighedshaveren.
Relaterede måleredskaber
UCLA Loneliness Scale er en velkendt målemetode til vurdering af ensomhed, men der findes flere andre betydningsfulde værktøjer, som også anvendes i kliniske og forskningsmæssige sammenhænge. Eksempelvis benyttes De Jong Gierveld Loneliness Scale ofte til at differentiere mellem social og emotionel ensomhed, hvilket giver en mere nuanceret forståelse end UCLA-skalaen, der primært måler den overordnede oplevelse af ensomhed. Fordelen ved De Jong Gierveld-skalaen er dens differentieringsevne, mens en ulempe kan være, at den er lidt længere og dermed potentielt mere tidskrævende for respondenter. En anden metode er Lubben Social Network Scale (LSNS), som fokuserer på netværksstørrelse og social støtte, hvilket kan være effektivt i relation til social isolation hos ældre. LSNS har den styrke, at den også måler kvantitative aspekter af socialt netværk, men dens begrænsning er, at den ikke direkte måler den subjektive følelse af ensomhed. Endelig anvendes Social and Emotional Loneliness Scale for Adults (SELSA), som adskiller sig ved at belyse flere dimensioner af psykosociale aspekter af ensomhed, hvilket kan være relevant i kliniske populationer med psykiske lidelser.
Videoen er på engelsk.
