Revised Children’s Anxiety and Depression Scale (RCADS) – her får du en faglig gennemgang af, hvad instrumentet måler, hvem det er udviklet til, hvordan det udføres og scores, og hvordan resultatet tolkes. Du får også et overblik over evidensen og over rettigheder og danske versioner. Nederst finder du kilder og relaterede måleredskaber.
Hvad måler RCADS?
Revised Children’s Anxiety and Depression Scale (RCADS) er et selvrapporteringsværktøj, der vurderer symptomer på angstlidelser og depression hos børn og unge. Skalaen omfatter flere underskalaer, som måler forskellige former for angst, herunder generaliseret angst, separationsangst, social angst samt depressiv symptomatologi. Formålet med RCADS er at identificere og kvantificere psykiske symptomer for dermed at understøtte klinisk vurdering, monitorering af behandlingsforløb og fremme tidlig opsporing af psykiske lidelser i pædiatriske populationsgrupper.
Hvem er RCADS udviklet til?
Revised Children’s Anxiety and Depression Scale (RCADS) er indiceret til børn og unge i alderen 8-18 år, der udviser symptomer på angst og depression. Skalaen anvendes primært i kliniske sammenhænge som børne- og ungdomspsykiatri samt pædiatriske afdelinger, hvor der er behov for en kvantitativ vurdering af internaliserende psykiske lidelser. RCADS er et validt og pålideligt screeningsværktøj, der understøtter diagnosticering og monitorering af generaliseret angstlidelse, separationsangst, socialfobi og major depression. Instrumentet kan desuden anvendes til at evaluere behandlingsrespons og prognose hos patienter med disse diagnoser.
Sådan udføres og scores RCADS
Revised Children’s Anxiety and Depression Scale (RCADS) består af 47 spørgsmål, der måler symptomer på angst og depression hos børn og unge i alderen 8-18 år. Spørgsmålene er struktureret som selvrapporteringsitems, der adresserer specifikke symptomer relateret til seks diagnoser: generaliseret angst, social angst, separationsangst, panikangst, tvangstanker samt depression. Respondenterne angiver, hvor ofte de har oplevet de beskrevne symptomer inden for de seneste to uger, ved hjælp af et 4-punkts Likert-skala svarformat: 0 (aldrig), 1 (nogle gange), 2 (ofte) og 3 (altid). Data indsamles telefonisk, digitalt eller på papir, hvorefter de scoringer summeres og sammenlignes med kliniske cut-off værdier for at identificere symptomernes sværhedsgrad og behov for videre vurdering. Scorer kan udregnes både som totalangstscore, depression score og separate subskalaer for at sikrer en differentieret vurdering af anxiety og mood disorders.
Sådan tolkes resultatet
Fortolkningen af resultater fra Revised Children’s Anxiety and Depression Scale (RCADS) baseres på sammenligningen af individuelle scores med etablerede referenceværdier, som typisk er alders- og kønsspecifikke. En højere score indikerer en øget forekomst af angst og/eller depression, hvor scores over et bestemt percentilegrænse, ofte den 85. eller 90. percentil, anses for klinisk signifikante. T-scorer over 65 indikerer generelt et behov for yderligere vurdering eller intervention. For sundhedspersonalet betyder disse resultater, at man kan identificere børn og unge med forhøjet risiko for internaliserende psykiske lidelser, hvilket muliggør målrettet opfølgning og behandling. Det understøtter evidensbaserede beslutninger ved at differentiere mellem normalvarianter af bekymring og klinisk relevant patologi.
Hvad siger forskningen om RCADS?
Revised Children’s Anxiety and Depression Scale (RCADS) er et psykometrisk redskab udviklet til at måle symptomer på angst og depression hos børn og unge. Skalaen bygger på den oprindelige Children’s Anxiety Scale (CAS), men er revideret for at inkludere bredere repræsentation af diagnostiske kategorier baseret på DSM-IV kriterier. Validiteten af RCADS er veldokumenteret gennem flere studier, der har demonstreret høj intern konsistens (Cronbach’s alpha > 0,85) samt god convergent og divergent validitet i kliniske og ikke-kliniske populationer. Endvidere støtter faktoranalytiske undersøgelser skalaens konstruktion som bestående af separate, men relaterede subskalaer for forskellige angstlidelser og depression. Testen anvendes internationalt som et standardiseret redskab i både forsknings- og kliniske sammenhænge, hvilket understøtter dens robusthed og relevans i vurderingen af børne- og ungdomspsykiske lidelser.
Diagnostisk præcision: følsomhed og specificitet af RCADS
Følsomhed og specificitet for RCADS afhænger af målgruppen, den valgte grænseværdi (cut-off) og den referencestandard, der sammenlignes med. Der findes derfor ikke ét tal, der gælder overalt. Brug værdier fra et valideringsstudie i en population, der ligner dine patienter – helst et dansk eller nordisk studie, hvis det findes – og notér altid, hvilken grænseværdi tallene gælder for.
Ved lav forekomst af tilstanden, fx i almen praksis, vil en større andel af de positive resultater være falsk positive. Et positivt fund skal derfor altid følges op med en klinisk vurdering.
RCADS: kilder og links
Herunder finder du links til materiale om RCADS, fx valideringsstudier, vejledninger og præsentationer på engelsk og dansk.
RCADS kan bruges frit i klinik og forskning. Brug den originale version eller en valideret dansk oversættelse, og angiv altid kilden.
Relaterede måleredskaber
Revised Children’s Anxiety and Depression Scale (RCADS) er en anerkendt selvrapporteringsskala, der måler symptomer på angst og depression hos børn og unge. Andre skalaer med lignende funktionalitet inkluderer Screen for Child Anxiety Related Emotional Disorders (SCARED), som primært fokuserer på angstsymptomer, og Child Depression Inventory (CDI), der er mere specialiseret i depressionsvurdering. Fordelen ved RCADS sammenlignet med disse er dens duale fokus på både angst og depression, hvilket muliggør en bredere psykopatologisk vurdering i én undersøgelse. Omvendt kan mere specialiserede instruments som SCARED give en dybere indsigt i angstrelaterede problemstillinger, mens CDI er mere sensitiv for variationer i depressive symptomer. Kliniske tests som Kiddie-SADS-Present and Lifetime Version (K-SADS-PL) er semi-strukturerede interviews, der anses som guldstandarder til diagnostik, men kræver klinisk træning og mere tid, hvilket kan være en ulempe i travle kliniske sammenhænge.
