Parental Self-Efficacy (PSE) – her får du en faglig gennemgang af, hvad instrumentet måler, hvem det er udviklet til, hvordan det udføres og scores, og hvordan resultatet tolkes. Du får også et overblik over evidensen og over rettigheder og danske versioner. Nederst finder du kilder og relaterede måleredskaber.
Hvad måler PSE?
Parental Self-Efficacy (PSE) eller forældreeffektivitet vurderes som en afgørende psykologisk faktor, der indikerer forældrenes tro på egne evner til at opfylde barnets behov og håndtere udfordringer i opdragelsen. Formålet med at måle PSE er at identificere styrker og behov for støtte i forældrerollen, hvilket kan have stor betydning for forebyggelse af psykiske lidelser hos både forældre og børn samt forbedring af familiens trivsel. Indsatsen er især relevant i forhold til familier, hvor der forekommer belastninger som depression eller kroniske sygdomme, da øget selv-efficacy kan fremme bedre mestring og sygdomshåndtering. Evalueringen af PSE anvendes således i kliniske sammenhænge for at målrette interventioner, der understøtter såvel forældres som børns sundhed og udvikling.
Hvem er PSE udviklet til?
Parental Self-Efficacy (PSE) er særligt indiceret til forældre til børn med kroniske sygdomme, herunder astma, diabetes type 1 og neurologiske udviklingsforstyrrelser. Det anvendes også i kliniske kontekster, der involverer psykisk sundhed hos børn og unge, samt ved adfærdsproblematikker og tidlige udviklingsvanskeligheder. PSE-målinger assisterer i at identificere forældre med nedsat tillid til egne forældreevner, hvilket kan påvirke barnets helbredsudfald og behandlingsefterlevelse. Interventioner baseret på PSE anvendes derfor ofte inden for pædiatri, familieterapi og rehabilitering, hvor styrkelse af forældrenes mestringskompetence er essentiel for at forbedre barnets trivsel og sundhedsresultater. Evidens understøtter, at målrettede tiltag rettet mod PSE kan bidrage til øget behandlingsadhærens og bedre håndtering af sygdomsrelaterede krav i hjemmet.
Sådan udføres og scores PSE
For at udføre Parental Self-Efficacy (PSE) vurdering skal klinikeren følge en struktureret fremgangsmåde bestående af seks trin. Først identificeres de relevante fokusområder, som typisk omfatter forældrenes evne til at håndtere barnets adfærd og kroniske sygdomme såsom astma eller diabetes. Andet trin indebærer udarbejdelse af et spørgeskema bestående af 15-20 lukkede spørgsmål, som vurderer forældrenes selvtillid i forskellige situationer relateret til opdragelse. Spørgsmålene er typisk formuleret som situationsbaserede udsagn, hvor forældrene angiver deres grad af enighed på en 5-punkts Likert-skala, fra “meget uenig” til “meget enig”. Tredje trin er at administrere spørgeskemaet enten skriftligt eller via interview, hvorefter svarene indsamles og scores. Fjerde trin består i at analysere resultaterne for at identificere områder med lav selveffektivitet, som kan relateres til håndtering af psykiske og fysiske udfordringer. Femte trin omfatter tilbagemelding til forældrene med fokus på at styrke deres mestringsstrategier. Endelig dokumenteres processen og resultaterne i patientjournalen med henblik på opfølgende interventioner og overvågning i forhold til eventuelle komorbide sygdomme.
Sådan tolkes resultatet
Resultaterne af Parental Self-Efficacy (PSE) vurderes ud fra standardiserede scores, som sammenlignes med etablerede referenceintervaller baseret på populationsdata. En høj score indikerer, at forælderen har en større tro på egne evner til at håndtere forældrerollen, mens en lav score kan signalere behov for yderligere støtte eller intervention. For eksempel kan en PSE-score, der ligger under den 10. percentil i referencepopulationen, tyde på nedsat forældreeffektivitet, hvilket kan være en risikofaktor i relation til psyko-sociale belastninger eller kroniske sygdomme hos barnet.
For sundhedspersonalet betyder dette, at en identificeret lav PSE-score fungerer som en indikator for behovet for målrettede rådgivnings- og støtteforanstaltninger, især i kliniske sammenhænge med børn, der lider af astma, diabetes eller udviklingsmæssige udfordringer. Værktøjet bidrager til en mere nuanceret vurdering af forældres ressourcer og kan dermed optimere behandlingsplaner og forbedre patientens samlede outcome ved at inkludere familiens kapacitet som en del af behandlingsstrategien.
Hvad siger forskningen om PSE?
Parental Self-Efficacy (PSE) refererer til forældres tro på egne evner til at opfylde deres børns behov og udøve effektiv forældreadfærd. Validiteten af PSE-målinger er veldokumenteret gennem adskillige psykometriske studier, der har demonstreret høj intern konsistens og test-retest reliabilitet. Den videnskabelige evidens understøttes af longitudinelle undersøgelser, som viser, at øget PSE er korreleret med forbedret barnets mentale sundhed, reduceret forekomst af adfærdsproblemer og bedre håndtering af krævende udviklingsstadier. Oprindelsen af PSE-begrebet kan spores tilbage til Banduras teori om self-efficacy, hvor fokus ligger på individets tro på egne kapaciteter. Det første formaliserede PSE-instrument blev udviklet i 1990’erne med henblik på at evaluere interventioner i familiebaseret sundhedspleje, og siden da er det blevet anvendt globalt inden for både kliniske og pædagogiske rammer. Samlet set understøttes PSE som en målbar parameter af robust empirisk evidens, hvilket gør det til et væsentligt redskab i arbejdet med familieinterventioner og psyko-sociale støttetiltag.
Måleegenskaber: hvor præcist måler PSE?
PSE bruges primært til at beskrive sværhedsgrad eller funktion og til at følge udviklingen over tid – ikke til at stille en diagnose. Følsomhed og specificitet er derfor kun relevante, hvis instrumentet bruges med en fast grænseværdi til at identificere en bestemt tilstand. Ved opfølgning er det vigtigere at kende instrumentets reliabilitet, dets evne til at registrere ændringer og den mindste klinisk relevante ændring (MCID) i den aktuelle patientgruppe.
PSE: kilder og links
Herunder finder du links til materiale om PSE, fx valideringsstudier, vejledninger og præsentationer på engelsk og dansk.
Vi har ikke kunnet bekræfte, hvem der ejer rettighederne til PSE. Kontakt forfatterne bag den oprindelige publikation, før du kopierer eller deler skemaet.
Relaterede måleredskaber
De mest anvendte skalaer til måling af Parental Self-Efficacy (PSE) inkluderer Parenting Sense of Competence Scale (PSOC), Parental Self-Efficacy Questionnaire (PSEQ) og Parenting Self-Agency Measure (PSAM). PSOC er bredt anerkendt for sin evne til at vurdere både forældres opfattede kompetence og tilfredshed, hvilket gør den relevant i arbejdet med psykisk helbred og familiedynamikker. PSEQ fokuserer primært på daglige forældrefærdigheder og bliver ofte brugt i studier relateret til adfærdsforstyrrelser hos børn. PSAM måler forældres tro på deres egen kontrol i forældrerollen og har vist sig nyttig ved interventioner rettet mod stresshåndtering i familier. Hver af disse skalaer har ulemper, såsom varierende validitet på tværs af kulturer eller aldersgrupper, samt begrænsninger i forhold til specifikke kliniske populationer.
Videoen er på engelsk.
